LeSifre event - workshop med meget på hjerte

LeSifre event - workshop med meget på hjerte

Er man iværksætter kender man alt for godt at stå i en situation, hvor man har brug for ekstra sparring, et godt råd eller et skub i den rigtige retning. Når alt kommer til alt, er vi ingenting uden hinanden og især ikke som iværksættere.

På Kodanska-rejsen har vi oplevet en næsten rørende velvilje og kultur indenfor iværksættermiljøet til at udveksle erfaringer, netværk og til at hjælpe hinanden godt på vej.

Det er derfor dybt forankret i os, at vi skal give så meget igen vi overhovedet kan, når nogen rækker ud til os og be’r om hjælp.

For nogle uger siden rakte Sif fra LeSifre Design ud til os. Hun havde brug for at skabe et farverigt miljø med et udvalg farverige Kodanska produkter til hendes workshops. Vi har længe fuldt Sifs rejse som iværksætter og er fulde af beundring over det community hun har skabt omkring kvinder og selvbyg.

 

… Så selvfølgelig ville vi hjælpe og Sif var sød at kvittere med en plads på hendes Møbelbyg workshop. Vi vidste i virkeligheden nok ikke helt, hvad vi skulle forvente af dagen, da vi mødte op i Sydhavnen, men her nogle dage efter workshoppen sidder begejstringen stadig i kroppen.

Omfavn processen, lav fejl, bliv klogere…

Sif indledte workshoppen med at give os deltagere et indblik i hendes motivation for kurset.   

Hun har nemlig et brændende ønske om at bidrage til at få håndværket tilbage - gerne i kvindehænder og særligt i en tid, hvor vi har en tendens til at smide ud, hvis et møbel er gået i stykker.

 

Praktisk arbejde udløser endorfiner og er den perfekte kontrast til skærme og vores ofte stillesiddende jobs. Derudover giver det en kæmpe frihed at kunne handle på sine egne ideer hjemme i indretningen og ikke være afhængig af håndværksmæssig hjælp.

Hun præsenterede os derfor for de grundlæggende principper indenfor møbelbyg og opfordrede os til at omfavne processen med alle de fejl det helt naturligt vil føre med sig i starten.

Workshoppen bestod af et væld af både teoretiske og praktiske input indenfor redesign, upcycling og håndværker-hacks, både i forhold til møbelbyg og ikke mindst i arbejdet med at tilføre nyt liv til eksisterende produkter.

 

Vores fysiske output fra dagen blev en sættekasse i træ - perfekt som køkken-ophæng til display af vores Kodanska drikkeglas.

"Når du har lært at bygge en enkelt kasse, kan du bygge alverdens ting!
Princippet er nemlig det samme uanset om du
bygger en vægreol eller en slagbænk"
Sif Grandorf, DIY-ekspert 

Deltagere fulde af empowerment

Udover de nye færdigheder indenfor møbelbyg, gik vi også derfra særligt inspireret af de øvrige kvinder, der deltog i workshoppen. De havde alle vidt forskellige motivationer for at have tilmeldt sig kurset, men fælles for dem alle var at de kunne og ville selv – også selvom de ikke havde nogen håndværksmæssig erfaring.

Tilgangen kan i virkeligheden inspirere i mange andre sammenhænge. Det handler om at tage fat og kaste sig ud i nye projekter uden at være bange for om man er god nok.

Og så er det ikke mindst en reminder om altid at hjælpe og gøre en forskel for hinanden, særligt som iværksættere.

En stor og varm anbefaling herfra til at kigge forbi LeSifres hjemmeside www.lesifre.dk for at læse mere om hendes workshops.